Der er gode grunde til at skrive
Når jeg skriver er det primært, fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg får det underligt, hvis jeg ikke skriver i en periode.
Når man udgiver offentligt som forfatter, er klumme - eller blogskribent kan det man skriver tjene flere formål.
De fleste vil gerne have, at andre læser det.
Men udover det, kan os der skrive have mange andre bagvedliggende årsager med det de skriver.
Mine intensioner med at skrive er:
at gøre mig selv klogere på det jeg mærker, tænker, føler,
at hjælpe mig med mine forvirringer
at få andre til at blive klogere på sig selv, deres relationer og livet
at bryde tabuer
at få andre til at reflekterer
at få andre til at reagere og agere
at vise hvad det at skrive kan og gør
at blive klogere på hvad og hvordan vi bruger vores liv
at lette det at være menneske
at accepterer andre
at rumme livet
at efterlade spor, når jeg ikke er her mere
For noget dage siden skrev jeg en klumme og et digt om tabet af mit livsvidne og veninde gemmen 40 år.
Det var en forvirret tidlig morgen, hvor pennen næsten førte sig selv.
Skrev
“I mellemrummet mellem liv og død”,
i sorg og smerte over at have set min veninde mentalt lide, over at have mistet hende, men også for at takke for altid at tilbyde sin hjælp. Takke for de mange oplevelser, vi har haft sammen.
Skrev for at mærke hende og mig selv, for at lindre det sår og savn der er
Døden kom uventet - jeg havde ikke nået at sige tak og farvel. Skrev derfor også som led i at tage at tage afsked.
Det tager lang tid at forene sig med, at du ikke er her mere.
Bliver dagligt mindet om dig i så mange situationer - tak fordi du satte spor i mig.
Jeg skrev også, for at fastholde billeder af dig, mens jeg stadig mærker og husker dig, det du stod for og gav til mig - det vi havde sammen.
Jeg skrev mindet live, for at mindes og ære dig
Men jeg skrev også, for at tale om, hvor svært det kan være for mennesker, at være i de ofte meget modsatrettede følelser, vi kan have, når dem vi holder af, vores venner dør.
Med min far i tankerne, han døde for at års tid siden, skulle digtet også vise, hvor svært det er, at opleve vores kære blive demente.
Vise hvad vi gør ved de demente, når vi anbringer dem på plejehjem.
For at vise, at vi må forene os med det vi gør, har gjort og ikke gjorde, som vi nu måske kan synes, vi skulle have gjort, mens vores kære levede. For at forsone os med det, tilgive og blive klogere fremadrettet i vores handlinger.
Lære i livet og af livet
Når man stikker snuden frem
Når man stikker snuden frem, og skriver offentligt, må man forvente reaktioner - ja faktisk håber man jo egentlig på at få dem.
Jeg fik mange reaktioner på . f.eks min klumme om ventesorg - det glæder mig for der er mange, der ikke kender til begrebet.
Nogen gange får man reaktioner, man ikke lige havde forventet.
Det fik jeg på den klumme og digt skrevet i kærlighed til Jyttes min afdøde veninde og for at mindes vores mangeårige relation.
En reaktion som gjorde smerteligt ondt, og fortsat sidder i kroppen.
Det hjalp at fortælle om reaktionen i dag og lade tårerne strømme.
“du skriver om Jytte for at ville retfærdigøre dig selv - at køre på din egen “se mig”
Sådan skrev en der også kendte Jytte.
Blev ked af den reaktion - rystet over at det, jeg skrev, kunne opfattes sådan.
Vi vil alle ses - ses som dem vi er.
For den gode intension.
Det vil jeg også.
Det blev jeg i dag i Klub bare Skriv
Tak skrivefæller, for at kunne være i mine tårer - tak for det vi er og deler
Vi du i gang med at skrive så kig her