Skal du ikke skrive noget mere om alderdom ?
spurgte Charlotte Heje Haase: Skrive- og podcastmentor på et af vores Facilitatormøder, da vi talte om hvilke øvelser, vi gerne ville faciliterer i klub bare skriv.
Jeg afviste omgående pure, for hvem gider at skrive og læse om den elendighed, der kan føre med at blive gammel, gammel.
Når jeg kigger tilbage på det seneste år - kan jeg se at hun den dag, satte spor i mig alligevel.
Jeg har det seneste år skrevet om lige netop det - om alder, alderdom og livets sidste faser.
Det træder tydeligt frem, når jeg læser de 32 klummer jeg skrev i 2024 her på Farverige Farmors klummer.
Når jeg hører podcast og læser bøger og blogindlæg, er det faktisk også det, der fanger min interesse, altså hvad andre skriver om deres levede liv, alder og livets sidste faser.
Den fase som jeg har bevæget mig ind i, og som sætter mange refleksioner igang.
Jeg har sågar taget hul på, at skrive digte om at blive gamme i mine 2024 klummer.
Så Charlotte - tak for at se mig
Da det går op for mig at Charlotte, den dag i min stue for mere end et år siden, så noget jeg ikke vidste selv, skriver jeg på SoME for at takke hende, for at være nysgerrig, stille det spørgsmål og anerkende hende for at se og forstå mig.
Hun svarer:
”Og hvor er det dejligt at høre. Kan godt huske din modstand og prompte nej. Der var bare noget i dine fortællinger om folks forestillinger om/eget møde med at blive ældre, der var dig meget på sinde, der gjorde jeg foreslog det.”
“godt set “ tænker jeg
Charlotte skriver videre
”Fik sådan lyst til at vide og forstå mere fra din vinkel. For hvis man går din vej med årene, så virker det ikke skræmmende men livsbekræftende og søgende på den fineste måde.”
Tak for de smukke ord Charlotte.
Tak for at se mig, ikke at dømme og ubevidst at få mig til at gå den vej, at skrive om min angst for den sidste livsfase og det svære ved at blive gammel.
Tak for at få mig til at forløse nogle af de mentale smerter ved at blive gammel.
Det ER ikke skræmmende, at være der, hvor jeg er lige nu, når jeg skriver om det
Ikke hver dag.
Kun på visse dage
Det er skræmmende, når tankerne kører om
hvornår skal jeg herfra?
Kan jeg nå det jeg gerne vil ?
Gør man nogenside det ?
Hvad vil jeg NÅ
hvordan kommer jeg herfra?
bliver det pinligt, ydmygende, smertefuldthvordan mon dem, der holder af mig får det?
hvilken sorg påfører jeg dem jeg forlader, særligt er her i tankerne mine to vidunderlige livsbekræftende børnebørn, hvis samspil jeg holder så umådeligt meget af og som jeg ved holder af mig.
Det er sørgmodigt og lidt skræmmende at tænke på den sidste fase i sit liv.
Læs hvad Gitta Nørby siger om det med livets sidste fase.
Bliver jeg nogensinde klar til at forlade denne verden?
Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til, det kommer til at ske.
Det eneste jeg kan, er gøre mit bedste for hver dag at nyde livet, leve intenst og gøre det, der er vigtigst.
Det gør jeg - synes jeg
Det ramte mig lige i hjertet, at jeg jo også skal herfra, den dag i oktober, hvor vi bisatte min veninde gennem 40 år.
Det er ikke skræmmende lige nu. Men at tænke fremadrettet, kan på visse dage være meget skræmmende.
Hvem ved hvad alderdommen byder på, når jeg rammer ottetallet.
Den alderdom de taler om i Brinkmans Briks