Jeg er lige der, hvor jeg vil være, ved hvor jeg vil hen og hvor jeg kan søge hen, når jeg har brug for hælp.
Sådan nogenlunde skriver jeg i chatten efter en guidet tur i ‘klub bare Skriv’ om hvad jeg ønsker mig i relation til min kreativitet og skrivning i 2024.
Når ordene står sort på hvidt i chatten, kommer tvivlen snigende.
Hvem er jeg, der stålsikkert, når andre er usikre på hvad de vil, kan og skal, tillader mig at skrive sådan?
Og er det virkelig sandt ?
I det øjeblik er det sandt.
Så sandt som at Kristian Leth insisterer på retten til at fortælle sin egen historie i sin seneste bog.
Jeg ligger i en hotelseng på Celler HoenOrt Hotel i Sydafrika - 1000 mill fra Danmark og hører Podcasten ‘det sidste måltid’
Jeg har valgt at høre den episode, hvor Kristian Leth samtaler med Lærke Kløvedal' om hvad, der skal stå i hans nekrolog.
De samtaler om det liv, som han har levet til nu. Om hvorfor det tog så længe før han skrev fortællingen om sit liv og relationen til sin far i bogen: En vej ud af tågen.
Du lever det liv vi andre drømmer om …. sir Lærke til Kristian Leth
Det gør jeg også, tænker jeg - altså lever et liv mange drømmer om
Det har mange fortalt mig gennem årene.
Særligt hørte jeg det, da jeg flyttede til Borneo i 1991, og senere da jeg skrev bogen: Når Penelope rejser med - Udstationering for hele familien 1998.
Nu er jeg jo ikke nogen kendt offentlig person og ikke Jørgen Lets søn, så mine forudsætninger og betænkligheder er andre end Kristian Leths.
Men på et par punkter har vi alligevel visse lighedspunkter .
Os der lever af selv, at finde på noget, som vi skal ud at fortælle verden - at de skal bruge deres tid på at læse eller høre på, har lidt af en megaloman i os.
Jeg måtte lige slå ordet Megaloman op.
Vi tænker, jeg har sgu regnet den ud -denne her måde at leve på , og at skrive en bog - hvorfor skulle jeg ellers udgive den.
Derfra og til antitesen, hvad fanden er det jeg laver, jeg har ingen garanti.
Den vekselvirkning som Kristian Leth taler om, mellem at tro, at jeg nok har regnet noget ud, som ingen andre har regnet ud, til den tanke, at det jeg laver er værdiløst, er så genkendeligt.
Pendulfarten som ikke har så meget med virkligheden at gøre, - det er bare, at lave det man ikke kan lade være med.
Og blive bedre til at vide, at det er sådan.
Jeg tror ikke at det nogensinde stopper.
Sådan har jeg det også.
‘Slægter skal følge slægters gang’ den selvbiografiske roman jeg skriver på, er MIN vej ud af tågen.
Når jeg skriver om de gemmer jeg finder i min afdøde fars skrin, opdager jeg detaljer fra min barndom, som jeg ikke tidligere har kunnet huske.
Jeg har som Kristian Leth havde, betænkligheder, ved at udgive en bog om mit liv.
Når jeg gør det, så er det uden for mig selv på godt og ondt. Så kan jeg reflekterer over det på en anden måde, end når jeg bare siger det inden i mit hoved. Derfor gør jeg det.
Når jeg på Fanø til april åbner de luftpostbrevene jeg fandt bagerst på en hylde, da vi tømte min fars hjem for snart 7 år siden, vil der måske dukke flere detaljer op, som jeg ikke kender til.
Tænker Livsringen vil være sluttet og som Annie Ernaux så smukt sir’ :
Mit liv fuldbyrdet
Lyst til at følge processen med at skrive min roman, arbejdstitel: Slægter skal følge slægters gang
Kære Mette… Jeg kan i den grad spejle mig i din historie… Tænker at det er en egenskab jeg har arvet fra Sønderjyske del sf familien… Jeg mødte for nylig den meget anerkendte Kunstner/Skulptør… Gerda Thuen/91 år… Fantastisk at samtale med… Bright… Velvidende… Smart klædt… og selvfølgelig med pink læbestift … Gerda har snart en Retrospektiv udstilling i forbindelse med at hun modtager en meget stor Fondspris… Ansolut Livsbekræftende… 🐢🌈💜 Alice