Hver måned samtaler jeg i ‘Bag Bogstaverne’ med en person, der skriver. Det kan være en skriveentusiast, en forfatterspire eller en forfatter.
Du får i ‘Bag Bogstaver’ indblik i tankerne hos forskellige skrivende ildsjæle om deres passion, projekter og proces i skrivningens verden og en forsmag på noget af det de har skrevet.
‘Bag Bogstaverne’ er en hyldest til dem, der ånder for ord
Anne - Marie Kjærside født 1985 - Forfatter & Frivillig TelefonRådgiver i Landsforeningen Spor
Fortidens Spor
Fortidens spor forfølger mig
for altid gennem livet
hvilken magt sporene har
bliver mindre med tiden
Fortidens spor viskes ud
vil dog aldrig helt forgå
styrken er vokset indeni mig
sporene bliver udvisket og små
Fortidens spor formede mig
men sporene svinder ind
nu bestemmer jeg selv
sporene er dog
for altid
en del af mit sind
Digtet stammer fra Anne - Maries første digtsamling PÅ TRODS AF MIG udgivet i september 2022. Jeg var sammen med Anne - Marie i Dansk Forfatter Forening i februar 2023, da hun -debuterede med sin digtsamling.
Om det siger hun selv:
“Det betød meget, at du viste interesse og kom til lyrik debutanternes aften i forfatterforeningen, da jeg var taget helt til København for at være med til at læse op.
“Hvornår begyndte du at skrive”
“Jeg har skrevet dagbog hele mit liv og har gemt dem. Tog dem faktisk ned fra loftet for noget tid siden. Jeg kan ikke huske, hvor mange der var, men der var en hel del.
Jeg elskede at skrive fristil som barn. Havde en lærer i skolen, som var bare rigtig god til at rose mig, for at jeg skrev. Jeg skrev lange stile og noget hun opfordrer mig til at skrive. Jeg var med til, at skrive en skolekomedie og skrev en sang, vi skulle synge til en skolepatruljedag. Da jeg udgav min første digtsamling kontaktede den lærer mig.”
“Hvordan begyndte det med at skrive digte ?”
“Min skrivelyst startede som en nødvendighed - gik fra at være dagbogsform til brevterapi og til bogudgivelse”
Anne- Marie fortæller om, hvordan hun skrev om natten, når hun ikke kunne sove på grund af stress. Det hjalp hende at skrive om de hemmeligheder hun bar på.
“Hvad fik dig til at udgive ‘På Trods af mig’”
“Det er det der med, at man møder nogle mennesker, som får en til at opdage, at der er noget, man er nødt til at gøre. Jeg mødte en tidligere leder af et center for voksne, der har været udsat som barn og hende havde jeg korrespondancen med. Hun støttede mig i, at man har lov til at fortælle sin livshistorie. Hun var udover min mand og min veninde en stor støtte.
Anne - Marie fortæller om hvordan det gik op for hende på et foredrag i ‘Kvisten’ en organisation for behandling af voksne seksuelt misbrugte i barn- & ungdommen, at det de andre talte om, var så genkendeligt og vigtigt at videregive.
“Hemmeligheder der giver os ondt i maven, kan vi blive syge af både i krop og sjæl.”
Anne - Marie fortæller om hvordan terapien i “Kvisten” har været altafgørende for hendes selvforståelse, accept af sig selv, og at elske sig selv, på trods af det mørke, der også er en del af hende. Det er i fællesskabet med andre med lignende livshistorie, at udviklingen af egenomsorg og kærlighed for sig selv virkelig har slået rod i hendes indre.
Hendes ønske er, at være en del af et opråb, at nedbryde tavsheden og tabuet ved at fortælle om livshistorier som hendes.
Næste skridt & drømme
Anne - Marie skriver pt. på en ny digtsamling, som jeg har fået lov til at være betalæser på.
Og så er hun så småt begyndt at skrive på en roman.
“Jeg har jo altid været meget sådan lukket og tilbageholdende, men efter jeg er begyndt at komme ud og møde andre mennesker, blandt andet dig, har jeg opdaget, at mennesker generelt bare er mere åbne og imødekommende end jeg havde forestillet mig.
Jeg elsker at være i den kreative proces, nørkle med sætninger og ord. Finde sjove vendinger, ord og fantasifulde påfund. Mest er jeg god til at formulere korte tekster og ofte kommer det bare til mig i digtform og vers.
Anne-Marie fortæller at hun blandt andet har fundet stor skriveglæde og et skrivefællesskab i min online skrivegruppe SkriveLab.
“Jeg har fået modet til at skrive flere bogprojekter, og måske en roman finder vej med tiden, det er en fremtidsdrøm.”
Du finder Anne-Marie på SoMe: Facebook Instagram
Hvis du har brug for viden om, et fællesskab eller terapi, i forhold til senfølger i voksenlivet, efter en barndom udsat for seksuelle krænkelser eller overgreb
Kig her Kvisten Landsforeningen-SPOR
Læs om den aften Anne Marie debuterede i Dansk Forfatter Forening
Skriv til mig mette@metteweber.dk hvis du vil være med i BagBogstaverne
Bag bogstaver 2024 - 2025
Bag Bogstaverne November - Else Nielsen : Samsøbogen
Bag Bogstaver December - Johnny Sort : Nærdødsoplevelsen
Bag Bogstaverne Januar - Mai Britt Krog : ‘Gaven til mig selv’
Bag Bogstaverne Februar - Grete Herslo : Vane Coach & OPtimist