Gennem livet møder vi svære forandringer, rammes af knups som medfører tab og smertefulde følelser som sorg.
Den menneskelige bevidsthed er fantastisk til at løse problemer. Den forsøger forgæves at 'løse problemer', dvs. fjerne det ubehagelige. Men vi kan ikke fjerne det ubehagelige.
I ACT taler man om at menneskelig lidelse er et grundvilkår.
Vi kan kun lære at rumme og håndtere det ubehagelige.
Det handler om at tage imod det, som livet indeholder, frem for at befinde sig i en kamp mod egne negative tanker, følelser og kropslige fornemmelser.
Det hjælper at sætte ord på tanker og følelser
Når livet slår knuder, fortæller du måske det du oplever til en god veninde eller din kæreste. Problemet med det kan være, at de personer ofte kommer med respons, som du ikke nødvendigvis har brug for.
Selv dem, der elsker dig mest, kan have svært ved at tie og vil gerne pådutte dig deres erfaringer og råd.
Muligvis blander de deres egne følelser ind i svaret.
Du har mere brug for at sige det højt, du føler, uden at møde projektioner, vurderinger og gode råd.
Så hvad kan du gøre i stedet?
Du kan sætter ord på sine oplevelser, tanker og følelser - du kan SKRIVE
Forskning viser at når livet slår knuder, kan det at sætte ord på papir være forløsende og hele.
“Med traditionel skriveterapi har du samtaler med dig selv på papiret.
Det er en effektiv måde at bearbejde traumer og sorg på.
Bare 10-15 minutters skrivning om dagen i tre til fem dage giver en varig positiv virkning.”
Charlotte Heje Hase
Grib pennen - skriv nonstop på tid
Nonstopskrivning er en metode du kan anvende til at finde ind i dig selv og mærke, hvad du føler. Det kaldes også Flowskrivning, hurtigskrivning eller power-writing.
Med nonstopskrivning skriver du fra hjertet uden at tænke over, hvordan du formulerer dig og uden at tænke på formulering, stavefejl og tegnsætning. På den måde kan du blive mere klar over, hvilke følelser du har i en bestemt situation, hvad dine følelser handler om.
Mange mennesker synes, det er vanskeligt at skrive, at få ordene ned på papir. Af alle de ting man kan gøre, er det skrivningen, der tydeligst afslører vores tænkning. Det er sandsynligvis derfor, at mange mennesker synes, det er vanskeligt, men det er også derfor, at det er et krav på de fleste uddannelser, at der skal skrives en afsluttende afhandling. Det at skrive fungerer som et spejl, vi ikke kan flygte fra. Og det skaber klarhed.
Når du skriver nonstopskrivning, kobler du din indre censor fra. Den indre censor er den stemme, der siger, om det er godt nok, eller om du skal retteog ændre.
Hvis du har dårlige erfaringer med at skrive, vil den indre stemme være skrap og hele tiden fortælle, at det ikke er godt nok. Det handler om at få den stemme væk og 'glemme', at du synes, du ikke kan skrive.
Det, du skriver, kommer fra hjertet - ikke fra hovedet. På den måde kan du undgå den værste selvcensur. Når du skriver uden at rette dig selv, vil det, der kommer på papiret, ofte blive meget personligt. Det betyder, at du får adgang til dine kreative evner og følelser.
Når du løber tør for ord, skriver du f.eks. bla, bla, bla, jeg skal skrive, jeg skal skrive ... eller ord, ord, ord. Noget af det der står skrevet kan godt være lidt volapykagtigt og svært at læse efterfølgende. Ingen behøver at se det, du skriver, og det er frivilligt, om du vil fortælle noget videre bagefter.
Det vigtige er, at du:
kommer i gang med at skrive – det er lettere, end du tror
skriver en hel masse på meget kort tid – det virker meget imponerende og
viser, at du godt kan skrive
finder ud af noget om dig selv: hvad du føler og tænker
får tømt hjernen for de følelser og tanker, der evt. presser på
får gode ideer
kan bruge det, du har skrevet, til løsning af evt. problemer.
Skriv 10 minutter hver morgen om det, der falder dig ind eller grib pennen, når du mærker, at der er noget der presser på, noget du er optaget af, en konflikt:
“Jeg er bare så rasende over at...”
Eller når du skal tage en vigtig beslutning:
“Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med...”
Nonstopskrivning kan bruges privat eller til et arbejdsmæssigt problem, så du kan få styr på de følelser, der fylder og tager plads for energien og kreativiteten.
God fornøjelse med at skrive
Mette Weber