Kan man skrive fængende scener med snot i hovedet?
Show don't tell - det er nemmere sagt end gjort med og uden snot
Med møje og besvær, får jeg med venstre hånd fat i det sart lysegrønne rillede Pillivuyt krus med kogende vand og en tørret citronskrive - citronskriver jeg fik af Sams kone i Kuala Lumpur for en måneds tid siden. De lugter eller dufter, alt efter hvad man foretrækker, langt væk af C vitaminer.
Dem har jeg brug for - bagudrettet.
Jeg mærker i et kort øjeblik, den varme syrlige væske fjerne mit grove sandpapir i halsen - så vender det ru tilbage igen.
Hvornår hører dette mareridt op ?
Mit hoved føles, som om det er kørt over af en buldozer. Hvorfor fik jeg ikke købt Otrivin, når jeg ved det løsner, snotten i bihulerne. Jeg har mærket at mareridet var på vej i nogle dage.
Selv med en højhalset sweater og halstørklæde på, sitrer min krop. Aflyste allerede i går aftes på sms og messenger dagens aftaler, inden jeg gik i seng.
Sengen er den eneste rigtige scene sådan en dag.
Fængende scene kan man diskutere.
Elevationssengen er højt hævet, for at jeg kan trække vejret og ikke bliver kvalt i hoste og slim.
Og nej jeg overdriver ikke - slet ikke.
Med snot til op over begge ører, overvejer jeg hvordan jeg kan bruge de talenter jeg fik med hjem i går fra 'Skriv fængende scener', et super lærerigt kursus, arrangeret at Charlotte Heje Hase ejer af Klub Bare Skriv. hvor jeg faciliterer: Skriv alene sammen og Skriveøvelser
Hvad gør jeg nu midt i snotten med de talenter?
Jeg havde planlagt, jeg ville bruge i dag, på at vise, at jeg havde forstået ‘skriv fængende scener' konceptet - eller i det mindste er begyndt at reflekterer over det og forsøge mig med det.
Jeg prøver mig frem, og lader pennen bestemme styre over det snottede hoved.
“Show don’t tell”
Show don’t tell hedder det sig i forfatterkredse
Er glad for, at jeg ikke skal vise dig, hvordan jeg ser ud i dag.
Også selvom vi i Klub Bare skriv siger “Kom som du har det.”
Det vil du ikke ønske dig, at jeg gør i dag.
Planen er gået i vasken.
Den var at skrive videre på de scener, jeg begyndte på kurset. En scene i bogen med arbejdstilen “Kæreste breve fra en svunden tid”
Satte scenen igår, så i dag ville jeg skrive videre på den, så den fænger.
Tidspunktet er det, hvor jeg forestiller mig, jeg skal åbne luftpostbrevstakken, som har ligget på mit skrivebord i mere end et år, og som jeg har kendt til i mere end 5 år - siden vi flyttede min far på plejehjem og tømte hans hjem.
Da jeg begynder at skrive, opdager jeg, at jeg ikke kan åbne det røde flossede silkebånd, der holder stakken af breve - eller rettere, at jeg ikke har lyst til at åbne den. Det er ikke sådan, at det fysisk ikke kan lade sig gøre. Men jeg mærker, at jeg ikke mentalt er klar til at løsne båndet.
Hvad der holder mig tilbage ved jeg ikke.
Det er som om jeg ingen vilje har.
Jeg lader mig på en eller anden måde ubevidst bevidst styre derhen, hvor jeg kun taler om, at jeg vil løsne det røde bånd på brevstakken, og igen og igen ikke åbner brevstakken, for at læse brevene.
Min far har været død i over et halvt år nu, så årsagen er ikke hensynet til ham, eller bekymring for, at det ville kunne påvirke vores relation, at jeg har læst brevene.
Hvad holder mig tilbage?
Hvad har min fars fyldepen med sirlig stejlskrift skrevet på det pergamenttynde papir, som jeg ikke har lyst til at læse?
Har han skrevet noget jeg ikke har lyst til at opdage?
Kan der stå noget i brevene, jeg vil have svært ved at håndtere?
Kommer det, jeg læser i brevene til at påvirke mig på en dårlig måde?
Bliver jeg skuffet … måske ked af det?
Der er ikke noget glansbillede, der umiddelbart kan krakelere eller er der?
Er der hemmeligheder om mine forældre i brevene, som jeg ikke har lyst til eller brug for at vide?
Vil jeg blive ramt og rystet, når jeg læser dem ?
Er grunden kunne måske være, at det vil være for sorgfuldt, når jeg har afsluttet læsningen. Men det kan også være, jeg oplever, at en ring er sluttet.
Min livsring.
Eller tænk sig, hvis jeg finder ud af, at jeg ikke kan tyde min fars kragetæer, og eller at der ikke står noget af nævneværdig interesse, for den selvbiografiske roman jeg har fortalt vidt og bredt om, at jeg skriver på.
Falder mit roman projekt til så jorden?
Og hvad med mig
Vil jeg føle skam, vil det være en skuffelse, eller vælger jeg en ny retning.
Det sidste vil ligne mig mest.
Men man kan jo aldrig vide
Min pen vil noget andet.
Fingerne sætte andre scener end dem jeg troede, jeg skulle skrive i dag.
Smører Vicks Vaporup under næsen. Mentol duften breder sig ind i næseborene.
Den eneste fængende scene, der findes i mit liv nu og her, er udsigten fra elevationssengen, til det grå kartel natbord, der er overdænget med det, der skal få hoste, snot og feber til at forsvinde - nyt og brugt toiletpapir, Strepsil, Vick VapoRup, Panadol og Benylan hostesaft, - desværre ikke Otrivin.
Når lyset skinner på det brugte toiletpapir, aner, du de gule slimede klatter svagt gennem papiret.
Er sikker på scenen er genkendelig, men fænger den?
Måske det er en ulækker scene?
Pudser hjernens indhold ud i det sidste stykke toiletpapir.
Suk, hvorfor kan jeg ikke lære, altid at have bløde næseservietter klar til en hver type ulykke.
Nå - i morgen er der atter en dag til at forsøge sig ud i de fængende scener.
ps
Jeg har forskånet dig for billede af toiletpapiret