Jeg har mistet noget dyrebart
i et kort sekund virker det uoverskueligt
Jeg kan ikke sove.
Som ventet skete det.
Jeg har set små tegn på, at det ville ske, de seneste 3-4 måneder.
Men det er uden for mine hænder, hvad der sker.
Forleden aftes skete det så.
Fik beskeden på Messenger.
Mærkede hvordan blodet løb fra hovedet - da jeg læste - ramt og rystet af beskeden, som betyder mærkbare ændringer i mit liv.
Et kort sekund virker de uoverskuelige.
Ventet eller frygtet ?
Gik i seng med beskeden - so to speak
Vågner derfor kl. lort, som vi siger, hjemme hos os, når vi skal med et fly kl. 6.00 og har sat væguret til kl. 3.00 for at være i lufthavnen kl. 4.00
Normalt sover jeg som en sten. Det er kun, når jeg skal flyve på det ukristelige tidspunkt, at jeg er vågen og så, når der sker noget betydningsfuldt i mit liv, at jeg ikke kan sove.
Jeg har ventet på det skulle komme.
nej ikke ventet, men frygtet det.
Det er forståeligt, at det sker
Men det gør det ikke mindre smertefuldt.
Tab af betydningsfuldt fællesskab
Jeg har for en stund, 3 måneder, måske længere, måske for altid mistet det fællesskab, jeg har været en del af i næsten 3 år - et nærværende dybt fællesskab, hvor vi alle havde lyst til at mødes i kommunikationskantens nederst del, når vi var sammen.
Der, hvor det virkelig sner og jeg mærker luftige bløde fnug på mine kinder
I det fællesskab mødte jeg ligesindede, som turde være sig, stod op for det de tror på og viste sårbarhed.
Vi talte om det væsentlige i livet, det som giver livet mening.
Vi havde mod til at være dybe sammen, der i vores væren, om det, der var betydningsfuldt for os.
Jeg mistede noget dyrebart i går aftes og slikker sårene.
Håber det bliver midlertidigt - men
Mine tirsdagsskrivningers fællesskab slutter nu
Med tabet af skrivefacilitatorfællesskabet, følger også tabet af de tirsdage, hvor jeg gang på gang har drukket nærende te, foran skærmen med trygge kendte ansigter, der som mig, deler glæden ved at skrive.
Når vi tirsdag på tirsdag sammen skrev liv i livet, smeltede og smeltede ind i ordene, når vi gav ord tilbage
Hvad skal jeg nu drikke om tirsdagen, de næste 3 måneder ?
Jeg har brug for at erstatte mine tirsdagsskriv med noget nyt.
Det er nødvendigt.
Jeg kan selv ret meget - men sammen med andre, der som jeg elsker at være i mødet, bliver alting større og bedre - i væren, der hvor livet giver mening.
Jeg tar’ lige nu her kl. 5 om morgen imod det som livet byder på.
Efterlever teorierne om ACT som jeg faciliter skriveøvelser om den 10.10 min sidste tirsdag sammen med dig min skrivefælle.
Det viser sig senere måske kun at være for en stund jeg mister - en stund på 3 måneder.
Typisk mig at blæse det op, når jeg bliver ramt og mister noget.
Når en dør lukker åbner en ny sig
Jeg kan klokken 5.14 ikke bruge flosklen, som jeg gennem årene har hørt coaches, konsulenter og mig selv sige højt.
“Når en dør lukker åbnes en ny”.
Lige nu er døren smækket hårdt i.
Og den nye dør, der skulle åbne sig, er låst. Jeg kan ikke finde nøglen, leder efter den og beslutter at, hvis jeg ikke finder den snart, må jeg have fat i en låsesmed.
Der findes heldigvis mange låsesmede.
Jeg må beslutte hvem de rette låsesmede er til at åbne min låste dør, så jeg kan vende mig mod det nye.
På mystisk vis står døren kl. 7.14 på klem.
Jeg fik den med denne klumme låst op
Nu er jeg klar til at finde det, der ligger bag døren på klem
Nej - faktisk har jeg åbnet den -
Tak ord - for at gøre mig klogere på mig selv og det jeg kan og vil