Jeg forbeholder mig retten til....
at tro og håbe
Jeg forbeholder mig retten til ……
sådan sagde hun, sagde Lotte, som jeg har taget mange walk & talks rundt om Søerne med for 15 år siden, da vi begge var i kontorfællesskabet La Officina og begge oplevede livet svært i en periode.
Lotte sagde det til mig i går, da vi gik fra Hørsholm Kirke efter at have sendt Rikke på sin sidste rejse.
Eventyrlige Rikke, levede livet til den 26. august 2024.
Hun var, gav og gjorde, så meget for uretfærdigheder i verden.
Adspurgt om hun var bange for at dø, 14 dage før hun gjorde, svarede hun:
Nej, men jeg vil leve - opleve mere.
Jeg tager Rikkes ord til mig:
Jeg forbeholder mig retten til at tro, håbe og kæmpe for livet.
Andre vil kalde det, at hun fornægtede døden til det sidste. Det ville jeg måske også have gjort indtil i går.
Nu er hun her ikke mere. Men Rikkes ord lever videre i mig og Rikke og jeg er forbundet gennem de ord.
Jeg forbeholder mig retten til at tro, håbe og kæmpe - for alt hvad jeg har kær
Tak Rikke - dine ord er så anvendelige i mange andre sammenhænge end den du brugte dem i.
Jeg forbeholder mig retten til at være mig.
At holde fast i retten til at tro og håbe, selv når livet nærmer sig sin afslutning, behøver ikke at være en fornægtelse.
Det kan være en måde at være fuldt til stede i livet. For tro og håb er en del af det, der gør os menneskelige. Det driver os fremad.
At tro og håbe til det sidste er ikke nødvendigvis en flugt fra døden, men et valg om at leve – at vælge livet, indtil det virkelig er forbi. Det handler ikke om at kæmpe mod døden, men om at omfavne livet, lige så længe vi har det.
Tak, Rikke, for at vise mig, at livets kamp er værd at kæmpe, indtil det sidste åndedrag.
Dine ord lever videre i mig
Så fint! Så sandt!