Vågner 4.47 med tankemylder.
‘Kroppen husker’ siger vi.
Ud af det blå dukker kl. 4.47, stort set alle navnene op, på de beboere, der boede Ved Amagerport 5, i ejendommen - min barndomsgade - for 68 år siden.
Jeg står op.
Åbner min Mac og begynder at skrive mine tanker og det jeg kan huske ind i noter i Novlr.
Hr og fru Kiil og Hr og Fru Høster på 1 sal. Kunstneren Rasmus Nellemann på 5 til venstere, hvor vi boede til højre. Familien Langevads og Danskeskolen i stuetagen, danselæren hed vist Bomund
Novlr er det skriveprogram jeg bruger til at skrive mit erindrings essay ‘Luftpostbrevenes Hemmeligheder’
Jeg har tidligere skrevet om luftpostbrevene
I lang tid omtalte jeg ‘Luftpostbrevenes Hemmeligheder’ som min selvbiografiske roman. Men ved nu, at det er et essay.
Begge genre tillader mig at udforske og formidle mine personlige erindringer. Men jeg har fundet ud af at forskellen mellem en erindringsroman og et erindringsessay er i deres litterære form, struktur, faktuel nøjagtighed, formål og tone.
‘Luftpostbrevenes hemmeligheder’ er en personlig fortælling, hvor jeg udforsker mine erindringer og oplevelser på baggrund af fundet af en stak luftpost breve, jeg fandt, da vi tømte mine forældres hus.
Når jeg skriver er mine refleksioner og fortolkning baseret på autentiske oplevelser og hukommelser. Jeg fokuserer på tanker, følelser og refleksioner omkring bestemte begivenheder og temaer fra min fortid med faktiske detaljer og oplevelser, så præcist som muligt. Jeg udforsker og søger at forstå min fortid, undersøger komplekse følelser og ideer og kommunikere disse refleksioner til mine læsere, så det hidhører derfor under genren selvbiografisk essay.
Når jeg står op og skriver på dette ukristelige tidspunkt, er det fordi jeg ved, at hvis jeg lægger mig til at sove, er det jeg huskede, da jeg vågnede 4.47, sansynligvis væk, når jeg vågner igen.
Ved nærmere eftertanke dukker navnene og minderne faktisk ikke op ud af det blå. De dukker op ud af 3 oplevelser, jeg har haft de sidste par dage.
For det første fra noget af det jeg i går læste i erindrings essayet Kaplevej 97, af Lilian Munk Røssing.
For det andet fra samtalen om min far, jeg havde med Eva min klassekammerat fra folkeskolen, vi er i bogklub sammen.
Jeg har tidligere skrevet om min far
Det tredje oplevelse, der udøste minder, var fordi jeg fra bogklubben, som foregik hos Eva på Amager, på vejen hjem passerede forbi penalhuset ved Christmas Møllers plads og kunne kigge ned af Ved Amager port - min barndomsgade.
I daglig tale siger vi *Kroppen husker’ når vi giver plads og mulighed til det, dukker minderne op.
Men det er ikke nødvendigvis kroppen, der "husker" i traditionel forstand. Det der sker kaldes reminiscens - en kompleks interaktion mellem vores sind, vores oplevelser og vores hjernefunktioner, der fører til genaktivering af gamle minder.
Reminiscens er en normal og almindelig del af den menneskelige hukommelse og kan være både berigende og givende, da det giver os mulighed for at forbinde vores fortid med vores nuværende liv på en meningsfuld måde
Ved at genbesøge gamle minder kan vi få en dybere forståelse af, hvem vi er, og hvordan vores tidligere erfaringer har formet os. Dette kan føre til øget selvbevidsthed og personlig vækst.
Og det er lige præcis det jeg er i gang med i skriveprocessen med ‘Luftpostbrevenes hemmeligheder’ at finde ud af hvordan min opvækst, opdragelse og tidligere erfaringer har formet mig.
Har du lyst til at skrive og øge din selvbevidsthed ?
Bliv inspireret i min lukkede gratis facebookgruppe SkriveLab