Et eventyrligt 75 års liv

en milepæl på livets rejse

Den 21 marts 2025 har jeg rejst i 75 år.

Jeg har rejst
ud
og
ind
op
og
ned
hen
og
frem
og
tilbage
og
så på
den
igen

Nu sidder jeg her, stille, med lidt uro i kroppen, i min elevationseng, 9 dage før min 75 års fødselsdag og reflekterer over mine rejser og mit liv.

Tænker på de mange vidunderlige mennesker jeg har mødt. Tænker på dem jeg har mistet og dem, der er her endnu, som gør livet værd at leve.

De fylder mig og fylder i mig.

TAK til hver og en.

Verden ser så meget anderledes ud, end da jeg flyttede til Borneo i 1991. Det var før internettets tid - vi skrev breve, faxede og ringede for millioner af kroner i minuttet.

I dag flyver vi til Afrika eller Asien på under en dag. Teknologien har gjort vores rejser nemmere, hurtigere men også mere forudsigelige, dog i en for øjeblikket vil nogen sige temmelig uforudsigelig verden.

De fleste danskere har i dag, hvis de har lyst, mulighed for at rejse til et fremmed himmelstrøg og opleve noget nyt, anderledes og måske eventyrligt.

Men lad os lige få på det rene, at en rejse ikke nødvendigvis bliver en uforglemmelig oplevelse - eller et eventyr, blot fordi vi sætter os ind i en Airbus og flyver til et fremmed sted.

Det samme gælder for livet.

Det kan vist næppe siges bedre end med dette citat af den franske filosof
Marcel Proust

Den virkelige rejse
handler ikke om at se nye landskaber
men om at få nye øjne

Jeg har i mine 75 år set uendelig mange landskaber, men heldigvis også fået nye øjne. For mig handler den virkelig rejse om både at se nye landskaber og få nye øjne.

Set med mine nuværende øjne, de kan forhåbenligt forsat blive fornyet, hvis jeg skulle blive ramt af stær, kræver den virkelige rejse, den vi mærker helt ind i sjælen, at vi tør være sårbare, lever os ind i det ukendte og uventede vi møder, sætter os i andres sted, og viser dem vi møder anerkendelse og respekt.

At vi deler oplevelser på tværs af sprog, religion, kultur og køn. Som da jeg den 8. marts 1999, sammen med over 300 sorte kvinder kæmpede for kvinders rettigheder i Manzini’, Swazilands hovedstad. Eneste hvide kvinde i klædt “Emahiya” en sarong, Swazilands traditionelle beklædning.

YES - sikke et syn, - dem har der været mange af gennem mit vidunderlige liv.

Men jeg lukker ikke øjnene endnu. Jeg ønsker fortsat, at opleve nye landskaber, dog i mindre målestok. Jeg har fandeme også gjort det godt.

De nære og indre rejser er nu blevet endnu vigtigere for mig end tidligere.

Jeg ved, at den virkelige rejse - handler om at får nye øjne. Dem får jeg bedst, i det nære med- og mellemmenneskelige sammen med andre i samtalen om vores fælles tredje og så i mødet med mig selv, når jeg skriver.

Så sikke en fest jeg får de næste år - vil du være med ?