Bag Bogstaverne - Jannie Just Thomsen

En hyldest til dem der ånder for ord - April 2025

Bag bogstaver 2024 - 2025

Bag Bogstaverne November - Else Nielsen : Samsøbogen

Bag Bogstaver December - Johnny Sort : Nærdødsoplevelsen

Bag Bogstaverne Januar - Mai Britt Krog : ‘Gaven til mig selv’

Bag Bogstaverne Februar - Grete Heslau : Skrive-Entusiast & OPtimist

Bag Bogstaverne Marts - Anne- Marie Kjærside : ‘På trods af mig’

Hver måned samtaler jeg i ‘Bag Bogstaverne’ med en person, der skriver. Det kan være en skriveentusiast, en forfatterspire eller en forfatter.
Du får i ‘Bag Bogstaver’ indblik i tankerne hos forskellige skrivende ildsjæle om deres passion, projekter og proces i skrivningens verden og en forsmag på noget af det de har skrevet.

‘Bag Bogstaverne’ er en hyldest til dem, der ånder for ord

Jannie Just Thomsen - forfatter til bogen: Det bliver en god dag. Uddannet socialpædagog

Jannie og jeg kommer i kontakt med hinanden via Julia Venus, som deltager jævnligt i min SkriveKLUB tirsdag formiddag i SkriveLAB på Zoom i LIGE uger.

Jannie bliver diagnosticeret for brystkræft i midten af februar 2024. Hun gennemgår kemoterapi, strålebehandling og en brystbevarende operation - bliver færdigbehandlet i oktober. Hun debuterer som forfatter 1. marts 2025 med ‘Det bliver en god dag’ .

Bogen er en personlig fortælling om at finde fodfæste i en verden som brystkræftpatient. En ærlig beretning om frygt for at dø, hårtab, kærlighed, styrke og selvhjælp, fortalt med historier fra hverdagen.

Jannie har ikke skrevet særlig længe i sit liv.

Hun havde i sit arbejde som socialpædagog forskellige administrative opgaver og dokumenterede sit pædagogiske arbejde skriftligt. Det var primært det, hun har skrevet.

Jeg elsker at formidle og kan godt lide at formulere mig skriftligt.

Midt 2024 stopper Jannie som socialpædagog. Som hun siger har hun brug for at vælte en masse bolde ud på gulvet og finde ud af, hvordan hendes liv skal forme sig. Hun er midt i livet, 49 år, og hendes børn er store. Hun begynder at tænke på om hun udnytter tiden i sit liv godt nok. Om hun er på det rigtig spor. Det er i den periode Jannie begynde at skrive om den særlig strukturerede pædagogik til psykiske syge borgere, en pædagogik hun i sit arbejde har været med til at udvikle gennem 10 år.

Det var et kæmpe youturn, nu havde jeg ikke ikke noget jeg skulle op til andet end min computer og gå hen på biblioteket. Det var vildt berusende.
Men så blev jeg syg.

Jannie kunne ikke længere sidde og skrive faglitteratur med kildehenvisninger. Det var for krævende, så hun lægger det på hylden ret hurtigt, fordi hun psykisk er fuldstændig slået ud af det. Hun finder ud af, at hun har brug for at høre om og læse oplevelser fra mennesker, der har været samme sted som hende. Hun har ikke brug for faglige statistikker, analyser eller pjecer om kræft. Og heller ikke for historier om dem, der er kommet igennem kræft ved at løbe en maraton og drikke sunde smoothies. Hun vil høre historier om mennesker, der var lige så bange og ligeså psykisk ude af balance, som hende selv. Og dem kunne hun ikke finde.

Jeg startede med med at skrive nogle dage efter at jeg blev diagnosticeret. Jeg skrev hver dag, og når jeg ikke skrev, så lavede jeg noter på min telefon, hver gang nye følelser dukkede op. Det gav mig noget nyt at gå op i og fokusere på.

Det var først på et senere tidspunkt, det gik op for Jannie, at det hun skrev, kunne blive til noget andre kunne have glæde af. Hun havde ikke fra starten modet og selvtilliden til at tænke, at det skulle blive en bog.

Jannie opdager, at når hun skriver, så kan hun opleve følelserne flere gange. På den måde kan hun bedre ligesom fordøje dem og de indtryk hun får. En ting er at opleve det, en anden ting er at skrive det ned, en tredje ting at læse det og en fjerde ting at læse korrektur.

Hun tænker:

Okay det her kan faktisk måske være med til, at jeg psykisk kommer ud på den anden side, uden at stå bagefter og tænke hvad fanden skete der - hvad gik det sidste år år med ?

Hun bliver ret optaget af at leve nærværende, fordi hun skriver alt ned. Det at skrive var virkelig afgørende for hvordan hun fordøjede alt det, der foregik omkring hende.

Dengang Jannie gik i gang med at skrive faglitteratur, havde hun undersøgt forskellige muligheder for at deltage på forfatterskoler og skrivekurser. Da det går op for hende, at hun har lyst til at skrive en bog om sit kræftforløb, er hun derfor klar over at det er godt at have et forlag med sig, for at få hjælp til at komme i mål. Men som hun siger:

Når man er kritisk syg, har man ikke tid at vente 3 måneder hver gang, på at få et afslag fra et forlag.

Så hun henvender sig i stedet direkte til en redaktør. Hendes ønske er at få et samarbejde, som ikke kun handler om at få skrevet en bog. Hun ønsker at få pingpong med redaktøren og at at redaktøren skal lære hende, hvordan hun bliver forfatter. På den måde kan hun slå flere fluer med et smæk. Jannie kunne jo ikke vide noget om hvordan hendes sygdom ville udvikle sig, så for hende, handlede det egentlig bare om at lære noget med det samme. Hvis det ikke blev til en bog, så kunne hun i hvert fald lære, hvordan hun bagefter kunne skrive en fagliglitterær bog.

I starten sagde jeg, hvis nu det bliver en bog, hvis, hvis, hvis og så lige pludselig en dag, så kan jeg huske at jeg siger til hende, nu siger jeg, når det bliver en bog. Det var et skelsættende vendepunkt i forhold til mange ting mentalt. Jeg følte pludselig at jeg skrev til det jeg kalder min ukendte kræftfamilie. Det gav mig en sindssyg tryghed. Jeg følte mig nu mindre alene, fordi det blev vores historie - den handlede om os - de kræftsyge.

I bogen vægter Jannie hverdages historier højt, fordi det ikke kun handler om at få kemo ind i armen, men om alt det uden om, som hun selv var nysgerrig på. Hvordan man håndterer presset og hverdagen med en sådan diagnose.

I bogen beskriver jeg, at jeg er til Smukfest. Men jeg skriver ikke noget som helst om musikken, som man normalt er optaget af. Jeg har fokus på min krop og sygdom, fordi det er det, der fylder i mit liv. Jeg beskriver hvordan, jeg ligger i teltet om morgenen, og de ringer fra genetisk rådgivning for at fortæller mig, at jeg er frifundet, skal ikke have fjernet mine æggestokke. Jeg beskriver også i bogen hvordan jeg bliver mødt af mennesker, når jeg har tørklæde på.

Jannie har allerede fået tilbagemeldinger fra kvinder med brystkræft, som har læst bogen

De siger man kan mærke sig selv. Den sidste sagde, at hun aldrig nogensinde er blevet mødt så direkte.

Jannie er i gang med at lande efter sin kræftsygdom og dyrke sin eftertænksom og det hun kalder ‘Mulighedernes tomrum’ . Hun har smidt alle de der to års planer væk, og så sker der noget.

Det er ikke fordi jeg er sådan en, der tænker, at der er en grund til, at alting sker, slet ikke, men jeg kan godt lide bare gribe det, der opstår, og så tager vi det der kommer

Følg Jannie på Instagram

Forlaget Spitzen har udgivet: ‘Det bliver en god dag’ Den kan købes hos dem, hos Jannie selv og på Saxo

Hvis du vil låne den, kan du det bla. på Mofibo

Janni Pilgaard fra Bøger & Balance har været redaktør på ‘Det bliver en god dag’

Skriv til mig mette@metteweber.dk hvis du vil være med i BagBogstaverne

Tak for at læse Farverige Farmors Klummer om livet &
at skrive! Subscribe for free og du modtager kommende klummer i din mailboks